Karamel, røg og whysky så det smælder…
Bryggeri: Thisted Bryghus
Type: Ale (Barley Wine / Bygvin)
Indhold: 50 cl
Styrke: 8,0 %
Genstande: 4 genstande
Gærtype: Overgæret
Fra etiketten: “Denne luksus stenøl er langtidslagret med egestave og masser af karamelliserede lavasten. I forbindelse med tapningen er der tilsat ægte amerikansk bourbon whisky. Om du er til whisky eller ej – den sødlige maltsmag harmonerer virkelig smukt med whiskyens egetræ og den brændte karamel fra lavastenene. Derfor er Jack & Beer en rigtig ”pleaser”, der varmer dejligt om vinteren eller sætter gang i festen om sommeren”
Toner: Karamellen er altoverskyggende her – ikke overraskende for typen. Der er en svag antydning af noget frugt/fersken og noget “græs” i bunde, hvis du venter lidt.
Fylde: Den søde “runde” karamelsmag fylder næsten alt i den her øl.
Udseende: Dyb gylden, næsten rød øl, med sparsom lysebrun skum og svag brus.
Bitterhedskala: Meget (4/5)
God til: Den her øl passer til en dyb lænestol med en håndfuld lakrids eller mørkchokolade. Den er en dessert i sig selv, og bør efter min mening ikke forstyrres af mad – jo måske lidt ost eller en fed tung dessert, men ellers ikke.
Min beskrivelse: Jeg havde ikke set ordentligt på flasken og blev (positivt) overrasket, da jeg drak af øllen. Nu kan jeg også godt lide whisky, så jeg er måske nemt at sælge ideen om at blande de to. Ligesom rødvin og mørk chokolade passer sammen gør whisky og øl, så det undrede mig egentlig også, at jeg ikke er landet i denne blanding før.
Thisted gør det godt her. Der er tilpas lige nok til, at man kan mærke og smage det, men egetræet giver en ret fremtrædende “røgsmag” blandt alt det søde i karamellen. Er du ikke til røget whisky, bliver den her svær for dig.
Jeg synes ikke, at jeg så tit lander i en øl, der kan stå for sig selv og som kan tåle, at man faktisk smager ordenligt på den.
Den her nærmest kræver sin plads.
Min stjernevurdering: Framragende (5/5)
Begrundelse for min vurdering: Måske er jeg bare uopmærksom eller uuddannet, men jeg er ikke stødt på mange øl af den her slags. Man finder på at putte alle mulige træsorter, honning, slik og meget andet i øl, men indtil nu har jeg ikke set nogen med whisky.
Det er en virkelig god ide, som Thisted har lyst på en balanceret og interessant måde.
Dette er en øl, der kræver sin plads og som kan tåle lidt opmærksomhed.
Er du mere til øl, der kan glide ned uden mere omtanke, skal du gå efter noget andet.